Historie

Denne side, som omhandler den ruhårede hønsehunds historie, er kopieret/lånt fra bogen "Ruhåret Hønsehund", skrevet af nu afdøde Olaf Paulsen. Olaf var en meget kendt og respekteret ruhår-mand, indehaver af Kennel Brunbakken, et navn som størstedelen af de danske og udenlandske hundefolk kender. Olafs hanhund "Brunbakkens Zacco" var far til mit første kuld ruhårhvalpe. Desværre er nogle af billederne lidt "grumsede", men bogen er jo også snart 30 år (og godt brugt).

Den ruhårede hønsehund hører til blandt de yngste af vore hunderacer. Den er en fremragende jagthund med et passende stort søg, en fast stand, og den er en glimrende apportør både på land og fra vand. Den kan arbejde som drivende hund og er en udmærket schweisshund. Den kraftige, middelstore hund med den tætte, ru pels er først og fremmest en all-round arbejdende jagthund, men kan også holdes som familiehund." (Olaf Paulsen, RUHÅRET HØNSEHUND 1976) 

Den ruhårede hønsehunds historie

Den ruhårede hønsehund, som vi kender den nu, er en af de yngste racer. Først i 1873 begyndte planmæssig avl af ruhårede jagthunde, men at der har været hunde med ru hårlag, der har været brugt til jagt, så længe jægeren har jaget med hunde, er ganske sikkert. De første skriftlige beretninger om ruhårede hunde findes omtalt i germansk lovgivning fra det 5. århundrede; det var en stridhåret hyrdehund, der blev brugt til at vogte kvæget, beskytte hjemmet og benyttedes desuden til jagt. Denne hund havde god næse, vandpassion, apporterlyst, var lærevillig og trofast. Hunden blev krydset med korthårede jagthunde, og på den måde opstod de første ruhårede hunde, der blev kaldt Barbet eller Berbet. At dette er sket flere steder i Europa samtidig, viser beretninger af datidige skribenter. I Italien kaldtes denne hund Spinone, englænderne benævner den russisk pointer og Franskmændene Griffon eller Barbet. Dengang Fandt der ikke raceavl sted, således som vi kender det i dag, man brugte det forhåndenværende materiale uden hensyn til eksteriøret. Det var kun de jagtlige egenskaber, der betød noget for datidens jægere, så man kan jo tænke sig til resultatet, der da også beskrives som meget uensartet af forskellige af den tids forfattere. De er dog alle enige om hundenes gode brugsegenskaber, hvilket følgende citat også vidner om: »Med Berbet-hunde kan man jage al slags vildt i mark og skov såvel som på vandet, hvor de svømme ud og jage efter vildtet«. Lignende beskrivelser findes der mange af, og samtidig roses hundene for deres trofasthed og store lærevillighed; egenskaber de vel nok har fået fra hyrdehunden.

Når man skal fortælle lidt af den ruhårede hønsehunds historie, kommer man heller ikke uden om en beskrivelse af datidens jagtpuddel og dens nære slægtning vandhunden, der tidligere var almindeligt udbredte blandt jægere, og de berømmes af alle for deres store lærevillighed.

Ruhår i Tyskland

Der Deutsch-Drahthaar

Vi går tilbage til Tyskland og begyndelsen til planmæssigt opdræt af ruhårede jagthunde. Den første, der begyndte planmæssig avl, var en hollænder K.E. Korthals, der passede prinsen af Solms-Braunfels kennel. Denne prins var en stor kynolog og var desuden kendt som opdrætter af korthårede hønsehunde og pointere; det var også ham, der lancerede slagordet: »Gennem ydedygtighed til type«. Målet for Korthals, i hans opdræt af ruhårede jagthunde, gik altså ud på at skabe et materiale, der var ensartet og tilfredsstillende med hensyn til de jagtlige egenskaber, så måtte type, altså racekendetegnene, komme til senere. Da Korthals i det væsentlige brugte griffon til opbygning af sin stamme, bibeholdt han dette navn, men at der er indgået flere andre ruhårede varieteter, ved vi også.

I 1888 blev der oprettet en specialklub for racen, der nu blev kaldt tysk griffon. Da mange tyskere mente, at griffonen var en fransk hund, var der nogle opdrættere, der af nationale grunde begyndte planmæssig avl på de gamle tyske Barbet, da de mente, at det var den urtyske ruhårede jagthund. De kaldte racen for tysk Stichelhaar og oprettede en klub til at varetage racens tarv.

Interessen for jagthunde, brugshunde, var blevet større- og større, særlig efter de store politiske omvæltninger i Tyskland omkring 1850, der medførte en gennemgribende jordreform, som blandt andet gik ud på, at ejendomsret og jagtret hørte sammen; denne ret havde før tilhørt adelen og godsejerne. Reformen betød derfor, at antallet af jægere voksede stærkt og dermed brugere af jagthunde.

Samtidig med den voksende interesse rejste sig kravet om en national hund, der skulle være en virkelig alsidig brugshund. Den skulle være robust og kunne bruges til al slags jagt med undtagelse af gravjagt. Hunden skulle have ru hårlag, der kunne beskytte den i dårligt vejr, ufremkommeligt terræn og mod kulde under vandarbejdet. Da man ikke mente, at nogle af de racer, man havde i Tyskland, opfyldte kravene til brugshunden, ville man forsøge at opbygge noget nyt på det bedste af det, der fandtes inden for det materiale, der var til rådighed. Man bestemte, at det skulle være en hund, der forenede pointerens hurtighed, skarpe næse og faste stand med den vandpassion, apporterlyst, evne til at følge spor, lærevillighed og klogskab, som datidens jagtpuddel var i besiddelse af, og man begyndte så at opbygge en tredie ruhåret jagthund: Puddelpointeren.

Der oprettedes en specialklub, og der påbegyndtes planmæssige krydsningsforsøg mellem pointer og puddel. Heller ikke denne nye race tilfredsstillede imidlertid forkæmperne for brugshunden, det viste sig blandt andet, at hårlaget ikke blev godt nok. Derimod viste det sig, at krydsning med den gamle tyske korthår i stedet for pointeren gav et meget bedre hårlag.

Da der ikke kunne blive enighed om fremgangsmåden ved opbygningen af den nye race, brød en del medlemmer ud og dannede i 1902 en ny forening, og disse folk udviklede den race, vi i dag kender som ruhåret hønsehund. Denne nye race skulle have navnet Drahthaar, og klubbens formål var at fremelske den fuldkomne, til alsidig jagt egnede hund med ru hårlag. Klubbens motto skulle være : »Opdræt som du vil, men skab fremgang og fortæl ærligt, hvad du har brugt.« Meningen var, at der måtte bruges hunde af alle hårlagsvarieteter, blot det førte fremad mod det mål, der var sat«.

»Den tyske jagtforfatter freiherr v.d. Borch skriver i året 1815 i et jagttidsskrift følgende om pudlen og vandhunden: »Den store eller almindelige puddel har almindeligvis en højde af 1 fod og en længde på 3 fod. Det uldne krøllede hår er tykt, men føles blødt, den findes i forskellige Farver: helt hvid, sort eller grå. Dens korte snude, meget store baghoved, de lange øren og den helt korte hale er karakteristiske kendetegn. Ingen overtræffer den i munterhed, ingen er så lærevillig, indsmigrende og tro. Sin nære slægtning, vandhunden, har omtrent den forannævntes højde, dens snudeparti og gabet er noget længere, ørerne ansat længere tilbage på hovedet, benene slankere, håret mindre kruset. Med stærkere bid og med finere lugteorganer viser vandhunden en alvorligere karakter end pudlen, har også mere lyst til slagsmål end denne. Begge racer viser fortrinlige anlæg for svømmen eller vaden i vand og sump, det tykke hårlag beskytter særdeles godt mod væde og kulde. Pudlen yder fortræffelig tjeneste ved al slags vandjagt, den lader sig bruge som støver, og den lader sig afrette til at finde trøfler«.

En anden fortæller i begyndelsen af 1800-tallet: »Pudlen bruges ikke alene som vandhund, men også som stående hønsehund, og der kommer den op på siden af de bedste af disse«.

Som før sagt var der ikke lagt nogen vægt på hundenes udseende, det var udelukkende jagthundens egenskaber, det drejede sig om. Når man tænker på, at der for en jagthund som den gamle tyske korthår, der givet har været nogenlunde konstant i eksteriøret, først blev opsat racekendetegn eller standard så sent som i 1829, så vil man forstå, at hunderacer er et forholdsvis nyt begreb. At der rundt omkring i Europa har været store jordbesiddere og fyrster, der har haft jagthunde, som ved indavl har opnået et vist racepræg, er ganske givet. Det drejede sig jo ofte om flere tusinde hunde, en sådanjorddrot kunne have i sin kennel. Gode heste, jagtfalke og jagthunde var jo statussymboler for den tid.

Til opbygning af racen blev der brugt alt det bedste, der fandtes i Tyskland af de forskellige ruhårede jagthunde som griffon, stichelhaar og puddelpointer samt de bedste tyske korthår. Der blev også gjort forsøg med tysk langhår (en gammel tysk setterlignende jagthund), men disse forsøg faldt ikke heldigt ud, så de blev opgivet.

Af dette meget uens og forskelligartede materiale opstod drahthaar. Denne hund, der i Danmark ofte benævnes tysk ruhår, har vel efterhånden været her i så mange år, at den har fået indfødsret og kan klare sig med navnet ruhår.

Nu var man kommet ind på det rette spor, og da klubben samtidig var så heldig at få de rigtige folk i ledelsen, varede det ikke længe, før den fuldstændig overskyggede de andre klubber, der arbejdede med ruhårede jagthunde. Da først resultaterne fra jagtprøverne viste, at drahthaar var de andre langt overlegne, havde ideen sejret, og allerede omkring 1920 overgik drahthaarsklubben korthårsklubben med hensyn til stambogsføringer og deltagelse på prøver. Den tyske klub har i dag (1976) ca. 6000 medlemmer og overskygger alle andre jagthundeklubber i Tyskland. Den anden verdenskrig gav imidlertid et meget stort afbræk i arbejdet for racen; klubbens stambogsføring blev afbrudt og meget materiale gik til grunde, hele stammer af drahthaar forsvandt fuldstændig. Det har taget mange år at genoprette disse tab og mange har været uoprettelige

Ruhår i Danmark

Allerede i 1880 kom de første griffons til Danmark.Det var kaptajn Dinesen, Rungsted (forfatteren Boganis), der indførte dem fra Frankrig. Dinesen fortæller, at disse hunde var højt skattede i Frankrig, hvor de blev solgt til meget store priser, og han berømmer deres jagtlige egenskaber og store klogskab. Dinesen skriver dette i en artikel om sine hunde i den, af den kendte jagtbogsforfatter Viggo Møller, udsendte bog »Hunden og Hunderacerne«, der udkom på P.G. Philipsens forlag i København, 1887. I samme bog skriver Viggo Møller om »den almindelige ruhårede hønsehund« (som han ikke har meget tilovers for, og vel også meget lidt kendskab til): 

»Her i landet holdes den ruhårede hønsehund ikke almindeligt, formodentlig på grund af dens mindre tiltalende ydre. Den urene gråsprængte farve, i forening med den børstede beklædning, giver den nemlig lighed med en stor rottehund. Der er dog nogle, der mener, at den ruhårede hund som en mellemform forener de langhåredes hårdførhed med de korthåredes udholdenhed, og at hunden er mere alsidig i sine egenskaber end de andre. I Tyskland har den fra gammel tid ord for bedre end andre hunde at kunne bruges som en slags universalhund, d.v.s. ikke alene til at stå for vildt og apportere dette, samt til at være vandhund, som de andre hønsehunde, men også gøre tjeneste som jagende hund i skov og som sporhund til at opsøge og stille anskudt storvildt. Der kunne måske være noget tiltalende ved tanken, navnlig for jægere under små forhold som f.eks. hos os i Danmark. Hvad skal man med de mange racer, når man kan nøjes med færre? Men arbejdsdelingen er nu en gang indført, fordi man har fundet det nødvendigt. Hvor rart det end kunne være at have en hund, der kan stå for høns i marken, jage harer i skoven med og uden hals, gå i grævlingegrav, passe får samt give standhals som sporhund ved nedlagt råbuk, rende en ræv ind som mynde på heden, vogte hus og hjem og i en snæver vending spændes for et lille køretøj det lader sig nu ikke gøre. Der gives ganske vist individer af hønsehunde, der er meget alsidige, hvad evner angår, men som almindelig praksis duer det ikke at lave "Universalhunde". Ordsproget: "19 håndværk er 20 ulykker" gælder også for hundene, og den af disse, som tyskerne kalder en "Mädchen für alles" er ikke værd at lægge sig efter. Ganske vist medfører vores og tyskernes små for hold, at mange jægere må bruge hønsehunden til ting, som bedre kunne udføres af andre hunde, men der er dog grænser. Og navnlig det at bruge den som støver, der jager med hals, er aldeles forkasteligt, da det er stik imod de af hønsehundens nedarvede egenskaber, som sætter den højt over alle andre hunde.«

Ak ja! man kunne have undt Viggo Møller at opleve det, som han anså for en utopi. I Norge og Sverige bruges ruhår som trækhunde, og der afholdes hvert år store konkurrencer i denne sport, så bortset fra grævlingegraven, som hundene af naturlige grunde ikke kan komme ned i, findes der mange ruhår, der er så alsidige, at de ville gøre hans tvivl til skamme. Efterhånden som arbejdet med ruhår bredte sig ud over hele Tyskland, begyndte jægere i nabolandene at få øjnene op for den nye race og hente hunde hjem fra Tyskland. I Skandinavien var det særlig Sverige og Danmark, der viste interesse, og der blev til de to lande indført mange hunde, der kom til at danne grundlaget for den ruhårede hønsehund, vi bruger i dag.

Særlig til Sverige kom der betydelige hanhunde, og da disse også blev anvendt til avlen i Danmark, er opbygningen af ruhår i de to lande faktisk baseret på det samme materiale. Under den sidste verdenskrig fik Danmark en del ruhår ind fra Tyskland, medens Sverige var afskåret fra at blodfornyelse til sine hunde. Derfor blev der efter krigen sendt en del hunde fra Danmark til Sverige, noget der jo desværre er stoppet på grund af de for tiden gældende karantænebestemmelse.

Dansk Ruhår klub

Allerede i 1928 blev der i Danmark stiftet en specialklub for ruhårede jagthunde, den fik navnet »Dansk Griffon Klub«, dette er senere ændret til »Dansk Ruhår Klub«. Det er denne klub, der varetager racens interesser. Klubben er den største specialklub for stående hønsehunde i Danmark, og den har i dag (1976) over 900 medlemmer.

Der er gennem flere år blevet stambogsført ca. I 500 ruhår om året hos Dansk Kennelklub, hvilket langt overstiger nogle af de andre hønsehunderacer. Det er tal, der viser den store popularitet, som den ruhårede hønsehund har opnået mellem jægere. Dansk Ruhår Klub afholder markprøver og, sammen med andre klubber, vand- og slæbprøver. Sammen med de andre specialklubber for stående hønsehunde afholdes også en udstilling, som finder sted hvert år i maj måned i Odense. Der møder her omkring 100 ruhår; i 1970 mødte der 116.

For at forstå racens succes i Danmark må der også fortælles lidt om Dansk Ruhår Klubs historie. De første halve snes år, klubben eksisterede, skete der bogstavelig talt intet til gavn for racen. Først da fabriksinspektør Sigurd Hansen, Varde, blev formand i 1938, kom der skub i arbejdet. Sigurd Hansen var selv opdrætter og førte adskillige af sine hunde på markprøver. Hans kennelnavn »Varde« går igen i mange af vore hundes stamtavler. Han startede sit opdræt med en tæve »Pyntens Arabella«, som blev indført fra Sverige.

I den tid, Sigurd Hansen sad som formand, havde han stationsforstander Hans Israelsen, Brunshåb, som kasserer. Fra 1945 blev Hans Israelsen formand, og klubben gik en stor fremtid i møde. Det var naturligt, at Hans Israelsen kom i spidsen for klubben, han var den bedste kender, vi havde af ruhår i Danmark og var en meget anerkendt udstillingsdommer, samtidig med at han var en glimrende organisator, der også førte en god pen, hvilket gav sig udslag i utallige belærende artikler i vore hundeblade. Hans Israelsens artikel »Ruhårs historie«, som blev skrevet til Dansk Ruhår Klubs jubilæumsbog, der blev udgiver i anledning af klubbens 20 års jubilæum i 1948, fortjener særlig at blive fremhævet. Læs den hvis der er mulighed for det; den er genoptrykt i Ruhårklubbens årsskrift for 1968.

Hans Israelsen, der dengang boede i Nordjylland, var den første, der herhjemme begyndte planmæssig avl af ruhår. Allerede i årene 1909-21 drev han avl med hunde, han havde indført fra Tyskland. Hundene blev solgt til lokale jægere og forstfolk, men de blev ikke stambogsført. Omkring 1922 indførte Hans Israelsen nyt avlsmateriale, og med dette grundlagde han sin kennel »Nimrod«, som fik stor betydning for det videre arbejde med ruhår. Da der jo, som forholdene lå, ikke var noget stort udvalg i avlsmaterialet, blev der drevet en meget stærk indavl. Parringer mellem fader og datter eller moder og søn var meget almindelige, men Hans Israelsen brugte, da han først var kommet rigtig i gang, kun tæver i sin avl, der havde opnået 1. præmie på udstilling.

Da Hans Israelsen omkring 1936 begyndte at dømme på udstillinger, holdt han op med at drive opdræt. Han havde da lagt ca. 200 hvalpe til, og deraf havde de 49 fået 1. præmie på udstilling.

Hundene fra Hans Israelsens opdræt har som sagt haft meget stor indflydelse på den senere avl i Danmark, særlig en parring med den fra Tyskland til Sverige indførte hanhund »Siger Arco Auenheim« fik meget stor betydning. At denne mand, der var en kapacitet i arbejdet inden for racen, blev det samlende midtpunkt i klubben og dens arbejde var helt naturligt.

Han var i mange år også ene om at dømme hundene på udstillinger og satte som følge deraf også sit præg på hundenes eksteriør.

Hans Israelsen blev rigt belønnet for sin store indsats for den ruhårede hønsehund. Han modtog således den tyske ruhårklubs højeste udmærkelse »Hegewaldnålen«, den svenske ''Vorstehklubben«s fortjenstmærke i guld og Dansk Jagtforenings 3-årige hædersgave. Dette vidner om, at hans arbejde har vundet international anerkendelse.

Landsretssagfører Søren Røns, Vejle, afløste Hans Israelsen, medens klubbens nuværende formand er kriminaloverbetjent Ingvard Torp, Jyderup, Faxe, og også under de sidstnævnte har klubben været i stadig fremgang. Ikke alene hundematerialet har talmæssigt været i stor fremgang, også kvaliteten af hundenes eksteriør er gået stærkt frem, og der er opnået en stor ensartethed i typen, men der er stadig fejl i detaljerne, som der må rettes på, et faktum som udstillingsdommerne må være opmærksomme på. De meget rette bagben og det stærkt faldende kryds er to fejl, der ofte følges ad, og som sammen med den høje bag stilling og bløde ryg er nogle af fortidens mest fremtrædende fejl. Disse fejl er blevet meget forbedret, men dukker dog frem af og til, særlig de rette bagben og det faldende kryds. Også hårlaget er blevet meget mere stabilt; hundene med det bløde og meget åbne hårlag ser vi sjældent på vore udstillinger nu.

At udstillerne er blevet klogere og ikke kommer med de hunde, der har et helt dårligt hårlag, ved vi jo, men at hårlaget virkelig er blevet mere stabilt, opdages når man besøger opdrætterne og ser hvalpekuldene. Det er dog ikke ualmindeligt i et kuld at se en blødhåret hvalp ved siden af en helt glathåret, der ikke har skæg og øjenbryn og derfor mangler det, der giver ruhåren sit karakteristiske udseende. Det er endnu et ubesvaret spørgsmål, om hårlaget nogensinde kan avles konstant, det vil kun tiden kunne vise os. Hundene er også blevet mere ensartede i størrelse; før i tiden så man ofte store og meget grove hunde ved siden af helt små og ubetydelige. Tæver ned til omkring 50 cm var således ikke ualmindelige. Billedmaterialet viser den store forandring racen har undergået og den ensartethed, der er opnået i typen.

Wero v. Geyerstein: tysk prøve- og udstillingsvinder.
V. Geyerstein var i mange år Tysklands betydeligste og mest kendte kennel.

Den navnkundigste af alle deres hunde var Blücher v. Geyerstein,
fra hvem så godt som alle danske hunde fører blod.